RIDNING


Byggeren – kom på landet lige midt i byen:

På Højvang har vi en dejlig oase i landlige omgivelser og masser af dyr.
Vi har base i to dejlige træbygninger med stald i den ene og køkkenalrum, samt smådyrsstue i den anden. Dertil har vi en gårdsplads med striglebom til hestene, et hyggeligt kaninhus med en lille bålplads i nærheden. Desuden har vi en ridebane på 80 x 20 m, som er indhegnet af træhegn i 1.15 m højde.

De voksne der har ansvaret på Byggeren er Jesper, Lotte, Helle og Inge.

Byggeren er et himmerige for dyreelskere. Vi har masser af dyr – hamstre, marsvin, tamrotter, ørkenrotter, kaniner, katte og vores dejlige heste.

Når hestene ikke bruges opholder de sig i vores store løsdriftsstald eller på en af vores store folde.
På Byggeren kan du få opfyldt din drøm om at ha’ dit eget kæledyr, måske sammen med dine venner.

Værd at vide om hesteaktiviteterne på Byggeren.

Brugerbetaling: Tilmelding til fast ridehold sker ved udfyldelse af en tilmeldingsseddel, som du får på Byggeren eller du kan hente en på vores hjemmeside. Pris for fast ridehold kr. 200,- pr. måned. Juli er betalingsfri. Beløbet trækkes forud på barnets hestekort og der kan IKKE rides, hvis der er minus på hestekortet.

Alle kan få prøvetime.

4. klassers medlemmer rider onsdage i august og september.  GRATIS ridning i august og her tilmelder du dig på Byggeren. Der er to hold (Kl. 14 – 16.30 og 16.30 – 18.45)

Herefter kommer du på en fast ridedag mandag, tirsdag, torsdag eller fredag.

Inden du har din første time, skal du have oprettet et hestekort på klubben.

Hestekort fås ved henvendelse ved tjek – in.
Opsigelse af fast ridehold kan ske skriftligt med en måneds varsel.

Informationer om ugens aktiviteter hestene finder du på Byggeren.

Du har mulighed for at ride flere dage, når du tilmelder dig som dagens hjælp. Kontakt de voksne for mere info.

Vores heste er forskellige racer og lige nu har vi følgende heste:
Vi ejer selv: Baronessen, Borealis, Romeo, Pedro, Mille, Sham-boy, Unik, Storm og Misja.
Låne ponyerne: Sunday, Marco og Kengala.

Lige nu har vi en hest der hedder Totti i ridning.

Fast ridehold. På alle dage er der ridehold, hvor børnene undervises i omgang med heste, opsadling, dressur, terrænridning og ridebanespringning.

Af og til krydrer vi hverdagen med alternative rideaktiviteter, som eks. ringridning og ponygames, lange terrænture, besøg på rideskolerne i lokalområdet mm.
Vi bestræber os på, at være forudsigelige i dagligdagen, dog kan der være dage, hvor der ikke kan gennemføres rideundervisning. Her vil børnene ride selvstændig ridning, som betyder, at de selv skal skabe indhold i den time, de har hesten.
Deltagelse på fast ridehold sker ved henvendelse til hesteansvarlige voksne på Byggeren. Hvis der ikke er plads på rideholdene kommer interesserede børn på venteliste.
Alle informationer vedr. ride/hesteaktiviteterne finder du på tavlen i rytterstuen på Byggeren.

Ridehold

Rideholdene deler heste ud hver 4. uge. Opgaver vedr. hestene varetages efter ridning. Vi forventer at du hjælper til med diverse opgaver og hjælper dine ryttervenner med at blive færdige. Du er færdig, når dine venner er færdige.

På Byggeren vil du møde vores dejlige hjælpere og minihjælpere. Dette er børn og unge, som har udviklet en erfaring og interesse i at have med heste, undervisning og mennesker at gøre.

I ferier er der IKKE fast ridedag.  Vi planlægger i fælleskab spændende ride/ hesteaktiviteter, hver dag kl. 9.30.

Byggeren har ridehjelme og enkelte støvler du kan låne, men vi opfordrer dig til at investere i støvler (gummistøvle eller ridestøvle) når du er på fast ridehold.

Brug af sikkerhedsvest er et krav under ridebanespringning og terrænridning. Vi har veste du kan låne.
Vi rider i næsten alt slags vejr, og det er derfor vigtigt, at du klæder dig efter vejret.
Skoletøj er ikke ridetøj og du kan IKKE benytte skoletøj til ridning.

Husk at mærke dit udstyr med navn og dit nummer på klubben – mange har ens udstyr og det er svært at kende forskel.

Til dit udstyr får du plads til opbevaring på Byggeren – enten i garderoben i indgangen.